Status før sommerferien

Status før sommerferien

Sommerferien er så småt startet og det betyder også lidt stilstand på træningsbanerne for tiden. Derfor kan vi gøre status på det netop overståede forår.

Sportsligt

Vi havde til foråret ansat Bo Thomsen som ny førsteholdstræner med tanke på at Allan ikke skulle varetage det. Allan stod selv bag ansættelsen og Bo har fra dag 1 haft stor opbakning blandt spillere og bestyrelsen.

Resultaterne har også været i fremgang over foråret, hvor Olympia er kravlet flere pladser op i tabellen, og med to-tre sejre mere, havde oprykning været mere inde for rækkevidde. Dog var vi ikke heldige på de rette tidspunkter, men kan dog konstatere, at vi har fundet et godt fundament til, at vi i den kommende sæson kan være med i den sjove ende. I pokalturneringen blev det til et exit mod Sunred Beach, i en kamp, hvor det var op ad bakke fra starten af første halvleg, da vi fik en spiller udvist.

Vores 2. hold overlevede Serie 4, mens vi på seniorfronten i sidste øjeblik fik tilgang af et helt nyt hold. Vi blev kontaktet af nogle gode gutter, som var utilfreds med deres situation i Fremad Amager, og spurgte os, om de ikke måtte komme over til os. Det sagde vi ja til, og det har vi bestemt ikke fortrudt. Selve holdet var tæt på at gå halvsæsonen igennem med maksimumpoint, men måtte dog “nøjes” med førstepladsen. Stort tillykke til dem!

Derudover er det nogle gutter lige efter Olympias ånd, og vi har udenfor banen også haft glæde af deres engagement. Efter sommerferien avanceres de til at blive en del af en samlet trup – vi arbejder stadig på en løsning omkring trænersituationen.

U19 (som efter sommerferien er seniorspillere) sluttede midt i rækken, mens Veteran også klarede skærene i deres række.

Den 13. juli offentliggøres programmet for den kommende halvsæson.

Klubben

Klubbens officielle arbejdsår startede med generalforsamlingen. Højdepunkterne herfra var valget af ny kasserer, Mikkel Holt samt øget kontingent på 5 kr. pr. halvsæson – penge som skal dække de betalingsgebyrer, som klubben er pålagt i det nye system.

I løbet af foråret fik vi også etableret et spillerudvalg bestående af Andreas Egholm, Per Hellegård, Max Kofoed, Emil Rasmussen samt Stefan Hollænder. Formålet er at være med til at arrangere tiltag for samt aktivere klubbens øvrige medlemmer. Vi håber, at dette tiltag bliver taget godt imod ude på banerne.

Bestyrelsen er i gang med at se på forbedringsmuligheder på selve klubhuset, og skal også til at søge nogle midler. Vi vurderede dog, at vi kunne klare mange ting selv, hvorfor vi havde en arbejdsdag i klubhuset den 30. juni, hvor vi var 16 personer. Et flot fremmøde og selvom vi nåede en hel del, viste det sig, at der er meget arbejde i selve grunden. Derfor er der også en ny arbejdsdag den 28. juli, hvor vi have fokus på udearealet. Vi har en 100 års fødselsdag om 3 år, hvor grunden og Klubhuset skal fremstå bedre end nogensinde – og det kræver opbakning fra så mange medlemmer som muligt.

Når vi har klaret de mange ting, som vi selv kan, får vi indhentet tilbud på forbedringerne til klubhuset, som vi håber kan gøre det mere attraktivt.

Husk, at næste kontingentkørsel er 1. august. Betaler man ikke sin kontingent til tiden, kan man ikke udtages til kampe. Derudover skal man også have aktiveret sit fodboldpas (det kan gøres på mit.dbu.dk), og der har 47 % af Olympias aktive medlemmer i skrivende stund gjort det. Vi må lige hjælpe hinanden til at få det ordnet inden sæsonen starter.